Nogle gange møder man historier, som er så usandsynlige, at man får lyst til at kalde dem tilfældigheder. Eller måske som jeg engang hørte en ung nykristen mand kalde det: Gudfældigheder.
Denne historie begynder med en georgisk præst, en israelsk kvinde og et ungt libanesisk par. Og på en eller anden måde ender den i vores have i Batumi.
Kort efter sommerferien blev jeg kontaktet af pastor Elguja fra kirken. Ved en gudstjeneste havde han mødt en israelsk kvinde, som var i kontakt med et ungt libanesisk ægtepar, der stod i en vanskelig situation. De havde brug for hjælp og fællesskab, men han var usikker på, hvordan han bedst kunne hjælpe dem. Derfor spurgte han, om vores internationale fællesskab måske kunne være et sted for dem.
Da han nævnte, at parret kom fra Libanon, fortalte jeg, at vi faktisk allerede havde en libanesisk kvinde med i gruppen. Det virkede som en oplagt forbindelse, så han satte os i kontakt med den israelske kvinde.
Vi skrev lidt frem og tilbage, og kort tid efter sad vi sammen med hende og hendes mand over en kop kaffe. Her begyndte historien for alvor at folde sig ud.
Det unge par kom begge fra muslimske familier i Libanon, men den ene tilhørte sunni- og den anden shia-grenen af islam. De var blevet forelskede, men forholdet var ikke accepteret af familierne. Derfor havde de forladt deres hjemland, rejst til Georgien og giftet sig uden familiens støtte eller velsignelse.
Nu stod de alene i et fremmed land. Arbejde var svært at finde, økonomien var presset, og fremtiden virkede usikker.
Den israelske kvinde understregede flere gange, at noget af det, de længtes allermest efter, var fællesskab. Det kunne vi heldigvis tilbyde.
De blev derfor inviteret med til en barbecue i haven, da vi kort efter havde samlet vores internationale gruppe. Her mødte de mennesker fra forskellige lande og baggrunde, og vi fik mulighed for at lære dem lidt bedre at kende. Senere deltog de også i endnu en samling.
Som det ofte sker i sådanne situationer, blev vi også mødt med ønsker om økonomisk hjælp. Vi forsøgte at hjælpe inden for de rammer, vi oplevede var sunde og ansvarlige. Det betød praktisk hjælp og fællesskab, men også nogle nødvendige grænser.
For at være ærlig troede jeg egentlig, at historien stoppede der. Men så kom der en besked, jeg ikke havde set komme.
For nogle dage siden modtog vi nemlig en besked fra parret. De havde gennemført et discipelskabsforløb online med en arabisktalende præst i Haifa. Gennem samtaler, bibellæsning og undervisning var de kommet frem til, at de ønskede at følge Jesus. Derfor ønskede de at blive døbt.
Samtidig havde de fået at vide, at det var vigtigt at blive en del af et lokalt kristent fællesskab. Derfor spurgte de, om de måtte blive en del af vores internationale gruppe og vores internationale kirke.
Selvfølgelig måtte de det. Så lige nu lærer vi dem bedre at kende, går ved siden af dem og hjælper dem videre på deres trosrejse. Hvis processen fortsætter godt, håber vi på et tidspunkt at kunne døbe dem på baggrund af deres egen personlige tro på Jesus.
Når jeg ser tilbage på hele forløbet, er det svært ikke at smile lidt.
En georgisk præst møder en israelsk kvinde. En israelsk kvinde kender et libanesisk muslimsk par. Et libanesisk par finder vej til et internationalt fællesskab i Batumi. En arabisk præst discipler dem online. Og pludselig står to mennesker på tærsklen til dåben.
Det er svært at planlægge den slags. Men måske er det også pointen.
For nogle gange består mission ikke af store strategier og imponerende projekter. Nogle gange består den bare i at være til stede, åbne døren, dække et ekstra bord og gøre plads til de mennesker, Gud sender forbi.
Og så får man lov til at opleve gudfældigheder på stribe.