I går aftes sad jeg ved kanten af en pool her i Batumi. Mine forældre er på besøg, og vi var taget hen til deres hytte for at tilbringe aftenen sammen.
Nede i poolen var Frederik og Josefine i gang med det, som søskende nu gør. Der blev plasket, råbt, drillet og kæmpet om at få skubbet den anden i vandet. Indimellem lød der højlydte protester, når den ene havde været lidt for hårdhændet, og få sekunder senere var legen i gang igen.
Mens jeg sad og kiggede på dem, blev jeg ramt af en følelse af taknemmelighed. For første gang i lang tid er vores familie sådan rigtigt samlet igen
Da vi flyttede til Georgien sidste år, var det nemlig kun Janni, Josefine og mig, der rejste afsted. Frederik blev i Danmark for at tage et ekstra år på Kildevæld Efterskole, et valg vi havde stor respekt for, og som vi oplevede var det rigtige for ham.
Derfor var det også en stor glæde, at han i august endelig flyttede til Georgien for at blive en del af hverdagen her. Og hvor har det været godt.
Pludselig er huset igen fyldt med liv. Der bliver grinet højere, diskuteret mere og pjattet mere. Josefine og Frederik har fundet tilbage til deres helt særlige søskendedynamik med både drillerier, grin og konflikter i skøn forening. Det føles kort sagt, som om familien er blevet hel igen.
Men Frederiks ankomst har også fået mig til at tænke over noget, som fylder mere og mere for os som missionsfamilie.
Når folk hører om mission, tænker de ofte på kirker, evangelisation, discipelskab og nye projekter. Men sandheden er, at vores vigtigste tjeneste ikke findes i kirken eller på missionsmarken. Den findes hjemme ved spisebordet.
Hvis vi ikke formår at være der for vores egne børn, hjælpe dem til at kende Jesus og støtte dem i deres liv og vandring med Gud, så har vi i virkeligheden meget lidt at tilbyde andre. Derfor er vores første kald ikke at være missionærer. Vores første kald er at være forældre og det er lettere skrevet end gjort.
Frederik er kommet fra et år på efterskole, hvor han var omgivet af jævnaldrende stort set hele tiden. Han var en del af lovsangsarbejdet i Kirkeibyen og havde mange muligheder for at engagere sig og tjene. Han oplevede et stærkt fællesskab og en tydelig følelse af formål. Den virkelighed ser anderledes ud i Georgien.
Her skal han finde sin plads på ny. Han taler endnu ikke sproget, kan ikke umiddelbart træde ind i de samme opgaver som i Danmark, og mange af de fællesskaber og muligheder, han kendte hjemmefra, findes ganske enkelt ikke på samme måde her. Derfor handler denne tid ikke kun om at finde nye venner, men også om at genopdage, hvordan hans tro, gaver og tjeneste skal få plads i en ny sammenhæng.
På sin egen måde har Josefine været igennem noget lignende. De første måneder i Georgien var ærligt talt svære for hende. Særligt perioden frem mod jul sidste år krævede meget. Men efterhånden er hun faldet mere til ro. Hun har fundet en glæde i nogle af de ting, som vores liv her giver os som familie.
For når man bor og arbejder på missionsmarken, er man bare mere sammen. Vi oplever en nærhed i familien, som vi aldrig ville have haft i et travlt dansk hverdagsliv. Noget af det, som mistes i forhold til venner, fritidsliv og sociale aktiviteter, vindes igen i nærvær, fælles oplevelser og tid sammen som familie.
Det betyder ikke, at alle udfordringer er løst. Josefine mangler stadig jævnaldrende relationer, og vi leder fortsat efter gode måder at hjælpe hende med at opbygge et socialt netværk her. Men vi oplever samtidig, at hun har fundet fred i de valg og vilkår, som følger med vores liv her.
Derfor er det også netop her, vi gerne vil bede om forbøn.
Bed om, at både Frederik og Josefine må finde gode venskaber, trygge fællesskaber og en tydelig oplevelse af, at de hører til. Bed om, at de må opleve Guds ledelse i deres liv og finde deres egen plads i det arbejde, han har kaldet vores familie til.
Og bed gerne for os som forældre. At vi må have visdom til at huske, at den vigtigste mission, Gud har betroet os, ikke først og fremmest er arbejdet i Georgien, men de børn, han har givet os ansvar for.