Nogle gange opdager man først bagefter, hvordan Gud allerede havde lagt ting til rette – som tråde, der senere kunne bindes sammen til en samlet idé.
Sidste efterår rejste vi – som vi tidligere har fortalt – rundt i Georgien og mødte kirker og organisationer. I Kutaisi mødte vi en kirke og deres ungdomsarbejde, Positive Virus, som gør et stort arbejde blandt universitetsstuderende gennem deres life skills-forløb. Det var tydeligt, at der allerede var noget godt i gang. Men det blev også tydeligt, at mange af de unge havde svært ved at se en fremtid i Georgien – og særligt i Kutaisi.
Vi lærte også Mariam at kende, præstens datter. Hun har flere års erfaring fra et stort makerspace i USA og arbejder i dag i kirkens ungdomsarbejde. Allerede dengang begyndte vi at tale om, om der kunne være en vej til at hjælpe unge med at skabe deres egen fremtid gennem iværksætteri.
Siden har vi været i dialog med vores bagland i Åben Kirke om at arbejde mere med entreprenørskab blandt unge i Georgien. Her er RUKA Hub blevet ved med at dukke op som et muligt udgangspunkt – et træningsforløb, hvor unge arbejder med idéer og bliver fulgt frem mod at starte små virksomheder.
Alle trådene lå der hele tiden, men de blev aldrig rigtig samlet – indtil for et par uger siden.
En gruppe unge fra Kutaisi var i Batumi sammen med Mariam, og i samtalen blev det tydeligt, at ønsket om at lave et projekt sammen stadig var levende. Et par dage senere mødtes vi med præsten, og her begyndte brikkerne for alvor at falde på plads. Vi oplevede et fælles hjerte for at hjælpe unge med at skabe håb og fremtid – nu skal det undersøges, hvordan det kan blive til i praksis.
Tanken er at udvikle et forløb, hvor unge får mulighed for at arbejde med deres egne idéer og tage skridt ind i entreprenørskab. Projektet udvikles i samarbejde med AKBU, og Jonas Kirkfeldt fra Åben Kirke Odense leder arbejdet med at samle det til en konkret projektansøgning.
Det giver særlig mening i Kutaisi. Regionen er en af de økonomisk svageste i Georgien, og mange unge oplever, at de må rejse væk for at finde muligheder. Derfor handler det her om at skabe noget lokalt – noget, der kan vokse dér, hvor de unge allerede er.
Lige nu arbejder vi helt konkret med en ansøgning, som skal sendes den 1. september, samtidig med at vi er i dialog med kirken om, hvordan projektet bedst forankres i Kutaisi. Hvis det falder på plads, er håbet, at de første skridt kan tages allerede senere på året. Det er stadig begyndelsen. Men det, der længe har ligget som løse tråde, er begyndt at hænge sammen.
Det her er cirka dér, hvor jeg ville stoppe. Kortere end det, og så begynder I at miste følelsen af “Gud samlede noget over tid”, som egentlig er historiens motor.