I den forgangne måned faldt ramadanen, den muslimske faste, sammen med perioden hvor vi havde Acts Academy‑teamet på besøg. Og meget overraskende havde Luka grebet chancen og arrangeret noget, vi sent vil glemme: at vi sammen skulle deltage i en ramadanmiddag i bjergene.
Ramadanen betyder, at muslimer ikke spiser fra solopgang til solnedgang, og når solen endelig går ned, samles familier i landsbyerne for at spise dagens måltid sammen. Luka havde fået en aftale i stand i Sablana — en bjerglandsby i nærheden af Khulo, som den flittige læse måske husker fra børnehaveprojektet deroppe.
Der var blevet inviteret omkring 70 lokale, alle troende muslimer der fromt overholdt fasten. Vi stillede op med Acts Academy‑teamet, armene fulde af madvarer og stor nysgerrighed for hvordan det ville være, at deltage i sådan noget. De lokale havde også bragt deres bedste råvarer, og på fire langborde i et halvfærdigt hus, blev der dækket op til et kæmpestort fælles måltid.
Da solen sank bag bjergkammen, blev vi bænket ved bordet tættest på brændeovnen. Folk begyndte at komme ind én efter én, hilste på os og fandt deres pladser rundt i rummet, mens andre gik omkring og talte med værterne og børnene. Stemningen var uformel og rolig, som om aftenen selv bestemte tempoet. Efterhånden blev de sidste retter båret ind, og måltidet tog form, mens folk kom og gik i et naturligt flow. Det blev et smukt lille øjeblik, hvor Acts Academy‑teamet for første gang oplevede, hvad et ægte, organisk georgisk festmåltid i bjergene kan være.
Efter maden fik vi lov til at synge. Et par lovsange fyldte rummet med lyd og en stemning som er svær at forklare. Til sidst sang vi velsignelsen over de mennesker, vi sad iblandt. De lokale sad stille og lyttede — af høflighed helt sikkert, men også som om melodierne og stemningen var noget, der havde en plads i rummet den aften.
Luka delte derefter lidt fra evangeliet og inviterede alle til den store evangeliske konference i Batumi senere i april med David Hathaway. Og da jeg fik ordet til sidst, fortalte jeg om teamet, om hvorfor vi var kommet, og om ønsket om at bringe velsignelse til netop deres landsby. Det blev et af de øjeblikke, hvor man fornemmer, at Gud arbejder under overfladen — uden at vi behøver presse noget frem.
Ramadanmiddagen blev en helt særlig oplevelse for os alle. En aften hvor vi fik lov til at være gæster i et muslimsk hjem, dele brød, lovsynge, velsigne og vidne — ikke med store armbevægelser, men i et rum fuld af respekt og velvilje. For os står aftenen tilbage som et vidnesbyrd om, at Gud er ved at gøre noget helt vildt specielt blandt muslimerne i Adjaras bjerge.