Minni – en kæmpe gave til vores familie

Når man bor i udlandet som familie og lever midt i mission, så er noget af det sværeste ikke projekterne, sproget eller hverdagslogistikken. Det sværeste er ofte relationerne og det, at skabe et stabilt liv for familien, mens alt omkring os hele tiden skifter.

Derfor har det fyldt mere, end man måske lige skulle tro, at Josefine så inderligt har ønsket sig en hund. Ikke bare for sjov – men som et lille anker, noget stabilt, noget trygt, noget der var hendes. I et liv hvor man ofte siger farvel, og hvor venner, steder og rutiner aldrig helt er permanente, betyder sådan et ønske faktisk rigtig meget.

En plan, madrasser i bilen og afsted

Efter påske besluttede vi: Nu gør vi det. Nu finder vi hendes hund.

Vi smed madrasser i bagagerummet af Paulus, satte os ind og kørte afsted for at finde en gadehund, vi kunne give et godt hjem. Så enkelt var planen. Inden vi begyndte at lede, bad Janni højt og helt enkelt om, at vi måtte finde den rigtige hund hurtigt og nemt. Og ganske få minutter senere skete der noget, der fik os begge til at kigge på hinanden.

Ved en forladt tankstation stod en lille hundehvalp: Alene – Sød – Opsøgende – Tillidsfuld

Vi kørte ind til siden og steg ud. Ingen mennesker, ingen aktivitet, bare én bil parkeret et stykke væk – men ingen tegn på ejere. Hvalpen var kærlig, tillidsfuld og helt perfekt for os. Det lignede umiskendelig et bønnesvar, så vi løftede den op og satte den forsigtigt ind i bilen og satte igang.

I det samme kom en politimand løbende ud fra den nedlagte tankstation – råbende og temmelig ophidset. Det viste sig, at vi – uden at vide det – lige havde taget hans hund. Vi undskyldte os selvfølgelig tusind gange, satte hvalpen tilbage og kørte videre i mild panik og nervøs latter over situationen. Så meget for at finde en hund “hurtigt og nemt”.

Verdens mest uventede vendepunkt

Vi fortsatte til Kutaisi, hvor vi før havde mødt adskillige gadehunde – men alle hunde var væk.
Dyreværnet havde simpelthen samlet dem op og kørt dem til et dyreinternat, vi ikke kunne finde nogen steder. Vi prøvede ved Prometheus Cave, hvor Josefine havde set en anden hund tidligere. Den var fin – men også… asocial. Den bed efter Rubens fingre, og det virkede ikke rigtigt. Efter en times tid måtte vi kapitulere. Slukørede satte vi kursen tilbage mod Batumi.

På vej hjem fik Ruben en idé: “Lad os køre tilbage til den nedlagte tankstation og give politimanden en plade chokolade som undskyldning for, at vi næsten kom til at stjæle hans hund“. Så det gjorde vi. Janni gik ind med chokoladen, gav ham en undskyldning og en forklaring på hvad der var sket – altsammen naturligvis via Google Translate. Hun forklarede hvorfor vi ledte efter en hund, fortalte om Josefine og om vores liv i Batumi.

Han lyttede, kiggede på hende og sagde så noget, vi ALDRIG havde forventet: “Bare tag hunden. Hun skal have den.” Han mente det. Han smilede da Josefine satte sig ned og kælede for hvalpen, og nikkede som om han så noget rigtigt ske for øjnene af ham. Det var, som om han kunne mærke, at denne hund havde en plads hos os.

Og sådan endte vi med at køre fra Kutaisi til Batumi med en lille hvalp i Josefines skød.

En lille hund – med en stor betydning

For andre kan det virke som en lille, banal ting.
Men for os – og særligt for Josefine – er Minni blevet en udtryk for Guds velsignelse, et lille holdepunkt og en vigtig brik i at trives som familie i udlandet.

Og det blev virkelig en solstrålehistorie midt i vores liv her i Georgien, hvor tingene sjældent går som planlagt… men ofte ender bedre, end vi selv kunne have arrangeret det.