Man siger, at Gud aldrig kommer for sent. Det tror vi på. Men hvis vi skal være helt ærlige, så oplever vi af og til, at hans timing ligger faretruende tæt på grænsen for, hvad vi selv synes er komfortabelt. Det oplevede vi denne sommer.

Vi havde længe vidst, at vi skulle flytte. Allerede i foråret begyndte vi at lede efter et nyt hjem, fordi vores lejekontrakt udløb ved sommerferien. Samtidig kunne vi mærke, at vi havde brug for mere plads. Vores hjem er efterhånden blevet rammen om langt mere end familieliv. Her samles mennesker til fællesskab, gudstjenester, måltider og samtaler, og vi drømte om et sted, der kunne rumme endnu mere af det.

Men uanset hvor meget vi ledte, fandt vi ingenting.

Månederne gik. Husene var for små, for dyre eller lå de forkerte steder. Jo længere foråret skred frem, desto mere begyndte det at ligne en umulig opgave. Til sidst traf vi en beslutning: Vi ville tage til Danmark uden en bolig på hånden og bruge sommeren på at søge Gud for frisk vision og retning i stedet for at bruge al vores energi på boligportaler og husannoncer.

Da vi vendte tilbage til Georgien, havde vi stadig ikke noget sted at bo.

Vi flyttede ind i et lille studioværelse og begyndte forsigtigt at orientere os igen. Efter få dage tog vi kontakt til en god ven fra kirken, som arbejder med ejendomshandel. Vi fortalte ham, hvad vi ledte efter: et hus med plads til familien, til gæster, til fællesskab og gerne med en have.

Hans første svar var ærligt: Det bliver svært.

Men han tilføjede også, at Gud før havde gjort mirakler.

Halvanden time senere sendte han billeder af et hus.

Da vi kom frem, var vi ikke i tvivl. Huset var større, end vi havde turdet håbe på. Der var plads til familien, plads til overnattende gæster, plads til fællesskab og en have, hvor mennesker kan samles. Samtidig lå huslejen på omtrent halvdelen af det, vi havde forventet at skulle betale. Senere fandt vi ud af, at annoncen kun havde været online i få minutter, før vores ven opdagede den.

Efter måneders med søgen, frustration og lukkede døre føltes det næsten uvirkeligt. Nogle gange svarer Gud på vores bønner på måder, som gør det svært at tage æren selv. Vi havde ledt i månedsvis uden at finde noget. Alligevel stod løsningen pludselig foran os, kort efter at vi havde valgt at slippe vores egne forsøg på at kontrollere situationen og i stedet søge ham.

I dag sidder vi i et hus, som på alle områder passer bedre til den sæson, vi står i, end noget af det, vi selv havde forestillet os. Derfor er vi ikke bare taknemmelige for tag over hovedet. Vi er dybt taknemmelige for endnu en gang at have oplevet, at Gud tager sig af os, også når vi ikke kan se løsningen.

Og vi glæder os til at åbne dørene til et hjem, hvor der er plads til både familie, gæster og det fællesskab, som Gud fortsat bygger her i Batumi.

Hej med dig 👋
det er dejligt at møde dig.

TIlmeld dig for at modtage nyheder direkte til din indbakke.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *