“Udvid dit telt. Spænd teltdugene ud. Spar ikke. Gør dine teltreb lange og slå dine pæle fast.”
(Esajas 54)
Det er et billede, der ofte bliver brugt i vores kirkelige sammenhæng. At flytte teltpælene. Ikke fordi man har planlagt det længe i forvejen, men fordi der pludselig står flere mennesker udenfor, end der er plads til indenfor.
Til sommer kommer vi selv til Danmark og bliver en del af Sommercamp i Kolding.
Det glæder vi os meget til. Det betyder noget for os at komme hjem og mødes ansigt til ansigt, dele historierne lidt mere direkte og høre, hvad Gud gør hos jer.
Samtidig er vi blevet inviteret med som et af de projekter, der bliver samlet ind til på Sommercamp.
Vi havde oprindeligt skrevet et projekt om et aktivitetshus i Khelvachauri, men som den trofaste læser vil vide, blev planen hurtigt overhalet af virkeligheden, og huset er nu tæt på at åbne. Det åbnede blikket for et andet – og mere grundlæggende – behov.
Vi ser, hvordan Batumi i disse år tiltrækker mennesker fra hele verden, og måske særligt fra den muslimske verden. De er kommet hertil for at arbejde, studere eller bare finde et mere stabilt sted at leve. Og igen og igen ender de samme sted: i vores stue en fredag aften, hvor de stille og roligt finder ind i fællesskabet.
Vores hjem er blevet rammen om det hele. Et hus på omkring 100 m², som kun netop kan bære det fællesskab, der allerede er. Gården er stedet, hvor mændene står ved grillen, og snakken går – om alt fra Jesus til islamister i Syrien. Stuen er kirkesal, når den internationale kirke samles. Josefines værelse bliver brugt til børnekirke. Køkkenet fungerer som cateringcentral, når der skal holdes fødselsdage eller dækkes op til fællesmåltider.
Alt det, der egentlig kræver plads, finder lige nu sted inden for de samme få kvadratmeter. Her bliver der bedt, delt liv og drukket kaffe. Rundt om det er der vokset et community frem med mennesker fra mange lande og baggrunde – kristne, muslimer og mennesker, som stadig er i gang med at finde ud af, hvad de tror. Undervisere, små erhvervsdrivende, mennesker på flugt fra krig og andre, som er nye i byen og bare har brug for et sted at høre til.
Vi kan også mærke begrænsningerne: afstanden til byen, manglen på faciliteter – og at teltpælene allerede står helt ude i kanten. Samtidig ser vi flere muligheder, end vi kan rumme: en legestue i hverdagen, et sted hvor børn og deres forældre kan komme nogle timer om ugen og et rum hvor mennesker kan træde ind fra gaden, få en kaffe og langsomt blive en del af fællesskabet.
Det, vi samler ind til, er ikke nye aktiviteter i sig selv, men til at udvide vores kapacitet. Et sted tættere på byen, hvor der kan være plads til kirke, børnearbejde, hverdagsfællesskab og helt almindelige møder over en kop kaffe. Rammer, som kan bære det community, der allerede er i gang – blandt mennesker med vidt forskellige baggrunde, også mange med muslimsk baggrund.
For os handler det ikke om at starte noget nyt.
Men om at flytte teltpælene, så der bliver plads til dem, der allerede er på vej ind.