Når man ser på det arbejde kirken har stået i, gennem årene, er der ét redskab, som bliver ved med at vise sin betydning: lejrene.
Hver sommer samles børn og unge fra landsbyer i området til børne‑ og ungdomslejre. Mange kommer fra muslimske familier. For nogle er det første gang, de hører om Jesus. Lejrene har været steder, hvor relationer er vokset frem og tro er blevet til. Samtidig har der i mange år været en tydelig efterspørgsel på langt flere lejre, end kirken har haft mulighed for at gennemføre.
Lejrene er nemlig både centrale og krævende. De koster mange ressourcer og har ofte tvunget kirken til at vælge fra, også dér hvor behovet var tydeligt. Derfor er spørgsmålet ikke længere, om lejrene skal fortsætte – men hvordan de kan bæres på en måde, der giver plads til flere.
Her er tanken om en kids-festival begyndt at tage form.
Inspireret af den skandinaviske festival-og bibelcamping tradition arbejder vi sammen med kirken – og på sigt også med DUF og AKBU – på en ny ramme for lejrene. En ramme med telte, mobile løsninger og over tid mindre hytter. Ikke som et byggeri, men som et sted, hvor fællesskab, liv og tro kan udfolde sig på en mere enkel og fleksibel måde. Det handler ikke om at gøre lejrene større, men om at gøre dem mere bæredygtige og gentagelige.
Midt i den proces er der sket noget meget konkret.
Kirken har fundet et stykke jord i bjergene. Halvdelen af købesummen er allerede finansieret, og arbejdet med at finde de resterende midler er i gang. Det er ikke færdigt, og der står endnu ingenting klar – men det er et afgørende skridt.
For med jorden på plads åbner der sig nye muligheder. Lejre kan på sigt gennemføres billigere og oftere. Samtidig giver stedet mulighed for udlejning uden for lejrsæsonen – til andre kirker, der ønsker at holde lejre, til teams, som kommer på besøg fra udlandet, og efterhånden også til præster og missionærer, der har brug for et sted til retræte og fordybelse. Over tid kan det betyde, at lejrene ikke kun er en udgift, men også bliver en del af det, der er med til at bære arbejdet.
For os er det endnu et tegn på, at noget er ved at tage form. Ikke hurtigt. Ikke færdigt. Men konkret nok til, at næste skridt begynder at vise sig.