Dette års konference med David Hathaway havde været længe undervejs. Ikke kun i kalenderen, men i det arbejde, der i årevis har foregået under radaren. I bjergområder og landsbyer, hvor det at vise interesse for kristen tro kan have alvorlige konsekvenser, er evangeliet blevet delt langsomt og tålmodigt – ofte uden synlige resultater. Derfor lå der også en særlig spænding over konferencen. En form for nervøs forventning. Og en stille fornemmelse af forløsning. Hvad sker der, når mennesker, som i årevis har mødt evangeliet i det skjulte, pludselig samles i et åbent, offentligt rum?
Det blev hurtigt tydeligt, at det ikke var en intern kirkesamling. Omkring 1.500 mennesker deltog i konferencen, og langt størstedelen kom udefra. Fra muslimske familier og landsbyer i regionen. Mange havde tidligere været med til en gudstjeneste eller en lejr. Andre kom for første gang. Nogle var nysgerrige. Nogle tøvende. Mange bar på en forventning om at se Guds kraft udfolde sig i helbredelser og mirakler.
Kort før konferencen kom et uventet tilbageslag. Hovedtaleren David Hathaway, som gennem flere år har været både hovednavn og en afgørende drivkraft bag konferencerne og deres tydelige fokus på høst, fik ikke lov til at komme ind i landet. Beslutningen ændrede rammen markant. Ikke bare praktisk, men også mentalt. Det samlingspunkt, som for mange havde været forbundet med mod og forventning, var pludselig fraværende – og ansvaret lå nu helt lokalt.
Gudstjenesterne bar tydeligt præg af det. Ikke i form af tilbageholdenhed, men af liv og ejerskab.
Rummet var fyldt af dansegrupper, lokale bands, energisk lovsang og klar, kraftfuld forkyndelse. Der var bevægelse og glæde, men også plads til forbøn og personlige øjeblikke midt i det hele.
Lørdag aften samlede det hele sig. Der var så mange mennesker, at rummet ikke længere kunne rumme alle. Folk stod tæt, helt ud i foyeren og langs væggene. Og midt i det tog mindst 110 mennesker et helt konkret skridt i tro. Nogle trådte åbent frem til bøn. Andre gjorde det mere stille, dér hvor de stod. Vi ved, at flere bærer beslutninger, som endnu ikke kan ses udefra – fordi det stadig kan have en pris.
Når vi ser tilbage på konferencen i april, står det for os som mere end en vellykket samling. Det føles som et vendepunkt. Som begyndelsen på en høst, der vokser ud af mange års trofasthed. Ikke færdig. Ikke uden modstand. Men tydeligt i gang.