Hvis man havde sagt til os for et år siden, at vores egen stue i Batumi skulle blive rammen om en International kirke med mennesker fra hele verden, og at en betydelig del af dem ville komme med muslimsk baggrund, så havde vi nok trukket lidt på skuldrene og tænkt, at det lød dejligt, men måske en smule urealistisk. Alligevel er det præcis det, der nu folder sig ud omkring os – stille, naturligt og helt uden store planer. Det er som om Gud åbnede døren, og så gik folk bare ind.
Det begyndte for et par måneder siden, som en lille international gudstjeneste i vores hjem. Et par håndfulde mennesker, mange forskellige nationaliteter og en glæde ved at lovsynge og dele Guds ord. I dag er det vokset til et lille community – man kunne næsten sige, en kirke. Ikke af navn eller struktur, men af mennesker der samles for at lære Jesus at kende.
Rundt om vores bord sidder mennesker fra Kasakhstan, Tyrkiet, USA, Libanon, Tyskland, Egypten, Ukraine, Brasilien, Georgien, Chile og Danmark – nogle troende, nogle søgende, nogle bare nysgerrige på fællesskabet. Det føles ikke som et projekt, men som relationer, der har fået lov at vokse frem og finde deres eget liv.
Et af de stærkeste øjeblikke de seneste uger kom fra en nær veninde, der er vokset op i en muslimsk familie i Kasakhstan. i slutningen af gudstjenesten, da vi var ved at være færdige med bønnen, spurgte hun stille om hun også måtte bede en lille bøn. Hun sad dér, midt i vores stue, og bad sin første bøn til Jesus. Enkel, ægte og forsigtig bøn. Sådan et øjeblik kan man ikke planlægge sig til.
Mens vi var i Danmark i påsken – til ungdomsvelsignelse hos gode venner – begyndte telefonen at vibrere. Vores venner Christoffer og Lana stod for den internationale samling den fredag og de havde besluttet, at der skulle være evangelistisk barbecue. Man er vel brasilianer! Problemet var at de havde modtaget fem, ni, fjorten, toogtyve… og til sidst treogtredive tilmeldinger til aftenen. Christoffer var i mild panik: Han havde hverken kød eller grillkapacitet til at følge med.
Alligevel gennemførte de, og aftenen blev noget helt særligt. Store stykker kød over glødende kul, tæt røg, improviseret teamwork, grin, hjælpsomhed og en taknemmelighed, der fyldte både hjerter og gruppechat.
Det slår os igen og igen, at dette er blevet en af de mest missionale ting, vi har været en del af. Ikke fordi der ligger en gennemarbejdet strategi bag. Slet ikke. Tværtimod føles det som et lille vindue af nåde midt i en verden i bevægelse. Verden er i opbrud og mennesker er i bevægelse, både praktisk og åndeligt. Midt i den bevægelse havner de i vores stue, og finder et sted hvor der er frihed, fællesskab og tro. Uden store ord og store armbevægelser – Bare helt tæt på.
Alt dette fantastiske betyder også, at vi så småt må overveje, om vi overhovedet kan blive ved med at være i vores nuværende hjem. Fællesskabet vokser simpelthen ud af stuen, og det er på en måde både udfordrende og smukt. Vi ved ikke endnu, hvor det fører hen, men vi mærker, at Gud gør noget, der er større end vores egne idéer.
Verden er i uro, og folk bevæger sig på kryds og tværs. Alligevel oplever vi, hvordan Gud samler mennesker i et lille hus i udkanten af Batumi, og giver os lov til at være en del af deres rejse. Vi deler brød, bønner og brasiliansk barbecue, og vi bliver rørte over, hvordan han overrasker og velsigner på måder, vi ikke kunne have forestillet os.