Foråret bliver fuld af liv her i Georgien. Vi arbejder målrettet med at bygge en bæredygtig “team‑strategi”, hvor unge og voksne fra Danmark kan komme ned og være med til at skabe liv, relationer og udvikling i Batumi, Khelvachauri og bjergområderne. Det handler om at forbinde mennesker, styrke partnerskaber og skabe aktiviteter, der gør en reel forskel.
Og nu sker der noget:
Vi har to teams på vej allerede her i foråret – og der er plads til flere senere på året.
Team 1: Acts Mission – 6 unge, 7 dage
Allerede nu på lørdag lander et team fra Acts Mission i Batumi. De deltager først i gudstjenesten i WOL Batumi søndag den 8. februar, hvor de bidrager aktivt i tjenesten. Derefter går turen op i bjergene til skiresortet Bakuriani. Her skal de være med til at gennemføre en lejr for teenagere fra muslimske familier, med fællesskab både under lovsangen og på pisterne.
Lejren fungerer som en DUF‑partneridentifikation, hvor vi tester samarbejdet med en lokal organisation i bjergene. Hvis partnerskabet fungerer godt, kan det åbne døren til fremtidige DUF‑aktiviteter for dansk ungdomsarbejde.
Dette team markerer starten på en ny måde at tænke samarbejde og ungdomsmission på i Georgien.

Team 2: Acts Academy – 10 unge, 14 dage
Det andet team kommer fra Acts Academy, og lige nu ser det ud til, at 10 personer rejser ud. Under deres ophold kombinerer de outreach, social mission og regionalt samarbejde. I Batumi skal de lave opsøgende mission blandt thai‑miljøets massageklinikker og arbejde blandt kurdiske gadebørn på den kurdiske skole.
Derudover skal teamet på outreach i bjergene Adjara, til Tyrkiet i mission sammen med lokale kontakter, og videre til Tbilisi, hvor de blandt andet skal tjene på et kurdisk center. De forventes også at tage til Marneuli for at lave outreach i aserbajdsjanske muslimske landsbyer.
Det bliver to uger med højt tempo, masser af tværkulturelle oplevelser og stærke relationer.

Kunne du selv tænke dig at sende et team?
Hvis du læser dette og tænker, at det kunne være oplagt med et seniorteam, en familietur for forældre og børn, eller at jeres unge trænger til erfaring i mission, så skriv til os! Vi hjælper gerne med at lægge program, finde lokale samarbejdspartnere og skræddersy et forløb, der giver mening både for jer og for arbejdet her.
2026 bliver et år, hvor vi bygger bro mellem Danmark og Georgien.
Og du kan være med.
