“En rose så jeg skyde op af den frosne jord,
alt som os fordum spå’de profetens trøsteord.
Den rose spired frem midt i den kolde vinter
om nat ved Betlehem.”
Med opmuntringen fra denne smukke julesalme vil vi fra NOMAD ønske jer alle en velsignet jul og et nyt år fyldt med håb og glæde!
Julen minder os om, at evangeliet spirer og vokser med en ufattelig kraft – selv på de mest usandsynlige steder. Vi ser det ske blandt muslimer i et lille land i Kaukasus, hvor håbet bryder frem midt i modstanden. Jesusbarnet – Jødernes Messias – er hele verdens lovede frelser. Ved ham brød lyset frem og begyndte at sprede mørket i verden omkring sig.
Det er det budskab, vi glæder os over her i juletiden – og det lys, vi bærer med os ind i det nye år:
“Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.” (Joh 1,9)
Vi er overbeviste om, at 2026 bliver et år, hvor vi ser nye begyndelser, gennembrud og lys ind i menneskers liv. Vi rejser tilbage til Georgien i starten af januar, der er en teenagelejr med dansk team i februar, et Acts Academy-team i marts og måske en 40+ tur til maj/juni. Det bliver også året, hvor vi for alvor kan komme i gang med menighedsplantning, starte et aktivitetscenter for børn – og måske se en legeplads færdig?!
Tak fordi du er med på rejsen – i bøn, opmuntring og støtte!
Fra hele NOMAD-teamet: Glædelig jul og godt nytår!
