Når man forlader Batumis moderne gader og bevæger sig mod bjerglandet kører man igennem Khelvachauri – en region, hvor grønne bakker og smukke udsigter skjuler enklaver præget af fattigdom, social marginalisering og religiøs kompleksitet. Det er også her man finder Dream Town, et af de mest udsatte områder i regionen.

Læs mere om Dream Town og vores besøg her

Adjara-regionen har historisk haft stærke islamiske rødder, og de seneste år har muslimsk mission og religiøs mobilisering ændret dynamikken i områder som Khelvachauri. Antallet af muslimer er steget markant, og med det følger både nye fællesskaber og spændinger omkring værdier, børneopdragelse og sociale tilbud.

I de forgangne måneder har vi mødtes med forskellige mennesker, der alle har ét til fælles: et hjerte for Khelvachauri. Vi har delt drømme, lyttet til historier og forsøgt at få brikkerne til at passe sammen til en fælles vision for socialt arbejde og mission i området. Det er altid inspirerende at opleve, hvordan forskellige perspektiver måske kan mødes i et fælles ønske om forandring.

Nogle af dem, vi har mødt, drømmer om at plante en menighed i Khelvachauri – men med en vision, der rækker langt ud over gudstjenester. De ser for sig et sted, hvor børn og unge kan samles til klubaktiviteter, lektiehjælp, engelskundervisning og musik. Et sted, der bygger bro mellem kirken og lokalsamfundet.

Andre kommer med global erfaring i mission og social udvikling og ønsker at kombinere praktisk hjælp med discipelskab. Deres idé er at bruge sport som et redskab til transformation – et trygt fællesskab, hvor børn lærer disciplin, respekt og styrke, samtidig med at de møder håb og kristne værdier.

I stedet for blot at tale om visioner, arbejder vi nu på at finde – eller nok snarere bygge – et konkret sted: et hus, hvor alt dette kan blive virkelighed. Et hus, der giver børn og unge mulighed for at lære, vokse og finde håb. Et hus, der kan rumme kirke, kampsport og kogegrej, og hvor der skabes positive forandringer i Khelvachauri.

Projektet er stadig i sin tidlige fase, men vi ser et stort potentiale – både som en praktisk indsats og som en platform for samarbejde mellem kirker og missionsorganisationer.
Hvis du har idéer, netværk eller ressourcer, der kan hjælpe os videre, hører vi meget gerne fra dig. Skriv til os på hello@wearenomad.dk – og vær med til at bygge Guds rige i Khelvachauri.

Hej med dig 👋
det er dejligt at møde dig.

TIlmeld dig for at modtage nyheder direkte til din indbakke.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *