De seneste tre søndage har børnerummet under gudstjenesterne i Batumi været fyldt med liv, farver og kreativitet – takket være Janni og Josefine, som har taget initiativ til at skabe meningsfulde aktiviteter for børnene.
Det hele begyndte, da vores datter Josefine – som hverken forstår georgisk eller russisk – opdagede børnerummet, hvor der kom og gik børn, men hvor der manglede materialer og aktiviteter. Hun tog sagen i egen hånd og medbragte en stak flade strandsten og posca-tusser til stenmaling. Det blev en kæmpe succes! Børnene strømmede til, og alle stenene blev hurtigt dekoreret.

Ugen efter medbragte vi en stor pose nye sten, og igen blev rummet fyldt med glade børn og kreative udtryk. Den tredje søndag havde vi medbragt paprør fra toiletruller, saks og tusser – og idéen var at lave blæksprutter og fisk, noget Josefine har lært i sin online skole. Også denne aktivitet blev mødt med begejstring.
Hver søndag deltager omkring 20 børn i forskellige aldre i børnerummet, og alle er velkomne – også dem, der ikke kommer fast i kirken. Teenagerne, som ofte hænger ud i rummet og taler engelsk, har givet positiv feedback på de kreative aktiviteter. I næste måned starter kirkens ordinære børnekirke igen og vi glæder os til at se hvordan det fungerer.

Vi overvejer, om man måske kunne bruge et tilsvarende initiativ til at starte en kreativ bibelklub for børn i løbet af ugen. Det kræver dog en afklaring ift. kirkens øvrige aktiviteter og lokale frivillige, som kan hjælpe med sproglige barrierer.
Props til Josefine for hendes umiddelbare tilgang og for at være med til at gøre kirken til et sted, hvor børnene kan udfolde sig kreativt.

Sejt, Fine! Hilsen Kongsvold